Flere pladser til unge psykisk syge

Byggeriet er nu slut, og fredag formiddag blev en ny tilbygning til Børne- og Ungdomspsykiatrien i Odense indviet.

Fra 2014 skal der være 22 døgnpladser mod 8 i dag.

Det er blandt andet børnesenge, der flytter fra Kolding til Odense. Derudover bliver aldersgrænsen i børne- og ungdomspsykiatrien hævet fra 17 år til 19 år.

Samtidig samles patienter med spiseforstyrrelser i henholdsvis Odense og Kolding. Fra 2014 også i Aabenraa.

Samlet set vil der komme flere patienter til afdelingen - der er tale om 2500 ekstra nye ambulante besøg per år - og det kræver i følge Region Syddanmark en udvidelse og ombygning af de eksisterende forhold.

Den nye tilbygning består af en 1.200 kvadratmeter pavillon. Den er bygget bagved det eksisterende byggeri og forbinder to fløje med henholdsvis dagafsnit for børn og døgnafsnit for unge.

Pavillonen huser fortrinsvist de ekstra døgnpladser samt akutmodtagelse og ambulatorium.

Ombygningen af afdelingen og pavillonen er en midlertidig løsning - indtil Nyt OUH står færdigt i 2018. Byggeriet skal sikre, at Region Syddanmark allerede nu og de næste seks år kan efterleve psykiatriplanens anbefalinger.

Oversigt

    Oversigt