I det fynske folks tjeneste

Flere problemer på psykiatrisk afdeling

05:02

En rapport fra Arbejdstilsynet, som TV 2/FYN har fået aktindsigt i, viser, at der er problemer med arbejdsforholdene på endnu en af psykiatriens afdelinger i Odense.

1 af 2

Overbelægning og stort arbejdspress er ikke kun et problem på den psykiatriske afdeling, hvor to sygeplejersker og en læge for kort tid siden blev stukket ned af en patient.

Nu viser det sig, at også en anden af de psykiatriske afdelinger i Odense har problemer.

Symptomer på stress, overbelægning og overarbejde er tilsyneladende hverdagen på psykiatrisk afdeling P 601 i Odense.

Oplysningerne om P 601 kommer i kølvandet på den voldsomme hændelse på en anden af psykiatriens afdelinger i Odense.

Den 16. marts gik det galt på afdeling P 302, hvor en mandlig patient gik amok.

Han stak to sygeplejersker og en læge med en kniv. Overfaldet rejste spørgsmålet, om besparelser og øget arbejdspres i psykiatrien har mindsket sikkerheden for personale og patienter.

Sikkerheden sejler

TV 2/FYN har fået aktindsigt i et udkast til en afgørelse fra Arbejdstilsynet, der er lavet på bagrund af flere besøg på P 601, der har speciale i at behandle skizofreni og spiseforstyrrelser.

I udkastet står der blandt andet:

Det store arbejdspres har betydet, at det været nødvendigt for det faste personale at tage ekstravagter...For nogle medarbejdere har det betydet at de en længere periode har haft 40-50 timer ekstra om måneden.

Og senere i udkastet:

Arbejdstilsynet vurderer derfor samlet, at arbejdet med psykiatriske patienter på psykiatrisk afdeling P 601 udsætter medarbejderne for en sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko.

- Jeg bliver bekymret på sygeplejerskernes vegne, og jeg bliver også bekymret på patienternes vegne. Det er jo foruroligende, at der er så mange, der også skal gå alene på arbejde, hvor der måske kun er en studerende med. Der er mange overarbejdstimer. Så mange, så man måske skulle overveje at ansætte noget ekstra personale, siger næstformanden i Dansk Sygeplejeråds Kreds Syddanmark Line Gessø Hansen.

Du kan se hele historien og direkte debat i studiet på TV 2/FYN klokken 19:30

Ved du noget? Så send os et tip