I det fynske folks tjeneste

Flere salg giver færre sommerhuse at vælge imellem

Udbuddet af sommerhuse i Syddanmark er faldet med hel 13 procent i år. Flere salg er skylden.

Med eller uden havudsigt. Stort med plads til hele den pukkelryggede familie eller kun til de allernærmeste. I Jylland eller på én af øerne.

Lige nu er udbuddet af sommerhuse faldet - og det skyldes de mange salg. Så du kan ikke være lige så kræsen, da der ikke er mange sommerhuse at vælge imellem. 

Nye udbudstal fra Boligsiden.dk viser nemlig, at antallet af sommerhuse til salg det seneste år er faldet markant i forhold til samme tidspunkt sidste år. 

Læs også For første gang i ti år eksploderer sommerhussalget

Faktisk er udbuddet faldet hele 13,1 procent i Region Syddanmark, hvilket er det næststørste fald i landet. 

I hele landet er udbuddet faldet gennemsnitligt 10 procent. Udbuddet er dermed faldet med mere end 1.000 sommerhuse på et år, hvor grænsen for realkreditbelåning er hævet, og hvor sommerhusene derfor er gået som varmt brød.

- Sommerhusmarkedet har ændret sig meget i 2017, hvor både udbud og salg toppede et par måneder tidligere, end det plejer. Det kan vi tilskrive ændringerne på markedet, hvor især de nye belåningsregler, som trådte i kraft i begyndelsen af maj, har ført til, at salget steg hele 24 procent i de første 10 måneder af 2017 i forhold til samme periode sidste år. Det kan nu aflæses meget direkte i udbuddet, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Ikke nok med at der har været et fald i udbuddet af sommerhuse, der har også været langt færre, der har taget deres sommerhus af markedet om vinteren. Det gør man ellers ofte som sommerhussælger.

I november 2012 blev kun godt en tredjedel af de sommerhuse, der blev taget af markedet, solgt. Her fem år senere, i november 2017, er det tal steget til knap 50 procent.

- Før har mange sælgere tænkt, at de ville spare liggetid i vintermånederne, fordi de alligevel ikke troede på, at sommerhuset ville blive solgt. Når færre sælgere sender deres sommerhus i vinterhi, burde udbuddet logisk set stige. Alligevel ser vi et fald. Det stigende salg opvejer altså til fulde ændringen i sælgernes adfærd, siger Birgit Daetz.

Huse og lejligheder følger trop

Det er ikke kun udbuddet af sommerhuse, der er faldet. Også udbuddet af huse og lejligheder er faldet med fem og otte procent, viser udbudstallene fra Boligsiden.dk. 

- Det er sæson for fald i udbud, fordi der kommer færre nye emner til salg, da mange typisk venter med at sætte til salg på den anden side af nytår. Når det er sagt, så er udbuddet lavt for sæsonen, og det skyldes for begge boligtyper, at der også her har været et øget salg, siger kommunikationsdirektøren. 

Fritidsboliger udbudt ultimo november 2017 (sammenlignet med november 2016)

Hele landet: 10.434 boliger, et fald på -10,4 %
  • Region Hovedstaden: 1.092 boliger, et fald på -13,7 %
  • Region Midtjylland: 2.444 boliger, et fald på -9,9 %
  • Region Nordjylland: 2.520 boliger, et fald på -6,9 %
  • Region Sjælland: 2.382 boliger, et fald på -10,5 %
  • Region Syddanmark: 1.996 boliger, et fald på -13,1 %
Kilde: Boligsiden.dk