Flere skrammer til sydfynsk vindmøllefirma

SSP Technology fik endnu et år med røde tal og revisorpåtegninger, men driften er forbedret.

SSP Technology i Kirkeby på Sydfyn har været igennem flere økonomiske rutcheture, og 2015 blev endnu en af slagsen.

Der er dog lyspunkter, selv om regnskabet starter med en revisorpåtegning om, at ledelsen har bogført en gældskonvertering og efterfølgende kapitalnedsættelse forkert.

Hvis man havde gjort det rigtigt, nemlig at bogføre i 2015 i stedet for 2016, ville egenkapitalen have været i minus med 30 millioner kroner.

Nu er den på papiret i plus med 14,6 millioner kroner.

SSP Technology producerer vindmøllevingeforme og komponenter inden for vingedesign, formproduktion, værktøj og komponenter til produktion af prototypevinger, og har været igennem en rekonstruktion efter svære tider.

Virksomheden, der har 79 ansatte – en halvering i forhold til 2014 – fik sidste år et underskud før skat på   8,7 millioner mod et underskud på 49,7 millioner kroner i 2014.

Bruttofortjenesten – omsætning minus vareforbruget – faldt fra 59 til 48 millioner.

Til gengæld forbedrede SSP Technologi driften fra et minus på 47 til minus 1,7 millioner kroner.

Ifølge regnskabet har Kirkeby-virksomheden forbedret salget af komponenter og
halvfabrikata baseret på et af selskabets patenter, og det er forventningen, at
forretningsområdet vil blive udvidet markant i de kommende år.

Selskabets ledelse forventer desuden en positiv udvikling af driftsresultatet som følge af
bedre lønsomhed og højere aktivitet.

Ledelsen henviser til selskabets ekspertiser indenfor større vingeprojekter, produktion af offshore vinge og vingeproduktion i små produktionsvolumener.

Ved udgangen af 2015 har SSP Technology et stort igangværende vingeprojekt til en europæisk kunde, der omfatter to store offshore vinger.

 Selskabet oplever fortsat en stadig stigende interesse for dets produkter og services og specielt på projektsalg af vingeforme, vingedesign m.v. Hovedmarkederne er Nordeuropa, Asien og Sydamerika, hedder det i ledelsesberetningen.

SSP Technology har i 2015 fået indskudt såkaldt mezzanin-kapital på 26,1 millioner kroner, der er delvist brugt til at indfri lån til kreditinstitutter. Lånet er betinget af, at ledelsen er i stand til at realisere koncernens budget for 2016, og lånet skal tilbagebetales i 2017.

 

Oversigt

    Oversigt