Flere småøer får eget postnummer

Småøer har fået mulighed for at få eget postnummer. Strynø og Bjørnø har nu fået deres eget.

Mandag kunne Strynø tage sit nye postnummer i brug. Det betyder, at der fremover skal skrives ’5943 Strynø’ på pakken eller brevet, når man skal sende noget til en beboer på Strynø, i stedet for ’5900 Rudkøbing’.

Det samme gælder Bjørnø, som også fra 1. maj går fra ’5600 Faaborg’ til ’ 5603 Bjørnø’.

Strynø og Bjørnø er bare to af i alt 23 mindre danske øer, som i forbindelse med seneste postforlig har fået mulighed for at få et selvstændigt postnummer, hvis den enkelte ø ønskede det.

- Det er kun glædeligt, at Strynø-boerne nu bliver anerkendt med deres eget postnummer. Det har de ønsket gennem længere tid, så vi er både glade for og stolte af, at det nu er lykkedes, siger Langelands borgmester Bjarne Nielsen, Venstre.

Nye sundhedskort

CPR-nummer-registret opdateres med det nye postnummer, og derfor vil beboerne på Strynø og Bjørnø automatisk få tilsendt et nyt sundhedskort i løbet af den kommende tid.

Beboerne er dog selv ansvarlige for at tjekke, at postnummeret er rettet hos for eksempel elselskab, tandlæge og abonnementer.

- Vi håber, at ø-borgerne bliver glade for deres nye postnummer. I forbindelse med skiftet er det vigtigt, at man tager fat i de afsendere, man plejer at få post fra, og beder dem bruge det rigtige postnummer. For selvom vi gør, hvad vi kan, så kan det betyde, at posten ikke kommer frem til tiden, hvis den er forsynet med det tidligere postnummer, siger Lene Reipuert, driftschef i PostNord.

Oversigt

    Oversigt