Flere smider tøjet på sommerferien

Hos Bøjden Naturistcamping er tøj ikke tilladt. Og det er der flere og flere, som synes godt om.

I en skov på Horne Næs gemmer der sig en lille campingplads. Den har et bålsted, en petanquebane og ligger smukt ud til vandet, som så mange andre campingpladser.

Men der er noget, som er markant anderledes. Campisterne er nemlig splitternøgne.

- Det er fordi, vi godt kan lide at gå uden tøj, siger Hanne Jørgensen, der er formand for Naturistforeningen Fyn.

- Så meget anderledes er campingpladsen ikke, men det er en campingplads, hvor vi bare går uden tøj. Og det er rart, siger hun.

Bøjden Naturistcamping drives af Naturistforeningen Fyn, og her skal man smide kludene, når man har passeret 18 år. Og det er der flere og flere voksne, der synes godt om.

- I år har vi haft nogle flere indmeldinger, end vi havde sidste år, siger Hanne Jørgensen.

Blandt de nye nøgne på pladsen er Jette og Jeanette Reinewald, der smed kludene i lørdags.

- Det er dejligt, og det er dejligt varmt. Det er ikke nær så akavet, som vi på et tidspunkt troede, det ville blive, siger Jette Reinewald fra Gråsten.

Selvom det for det meste er mennesker, som er lidt oppe i alderen, der besøger naturistcampingpladsen, så oplever Hanne Jørgensen en stigende interesse fra unge mennesker.

- Der er flere unge mennesker, som viser interesse. Vi har haft dagsbesøg hernede, hvor de så har fundet ud af, at det er ret hyggeligt, siger Hanne Jørgensen.

Oversigt

    Oversigt