I det fynske folks tjeneste

Flere smittes med papegøjesyge

Voldsom stigning i antal personer smittet med papegøjesyge. Nye tal fra Statens Serum Institut viser, at antallet af smittede er steget fra seks til 24 om året på bare fem år.

I 2016 blev der anmeldt 24 tilfælde af ornitose, papegøjesyge, som forårsages af bakterien Chlamydophila psittaci. Blandt de smittede var 18 mænd og seks kvinder. De 23 var smittet i Danmark og en var blevet smittet i udlandet. Der oplyser EPI-NYT fra Statens Serum Institut.

I 2011 var der kun registreret seks tilfælde af smittede personer.

Papegøjesyge er i de fleste tilfælde en mild sygdom og viser sig oftest med influenzalignende symptomer som feber, muskelsmerter og hovedpine. Hos nogle personer kan den udvikle sig til en alvorlig lungebetændelse med påvirkning af flere organer.

Af de 24 har 19 været indlagt på sygehuse i henholdsvis Aalborg, Hvidovre, Slagelse, Odense, Herning og Vejle samt på Statens Serum Institut.

For flere af tilfældene har der været muligt at finde frem til en mulig smittekilde. Tre tilfælde, der blev anmeldt fra Region Syddanmark, stammer fra en dyrehandel.

Seks var smittet under et marked. Én person var smittet ved arbejde på landbrug med fjerkræ. Tre blev smittet henholdsvis som ansat i dyrehandel og som aftager af fugle derfra.

Seks var smittet fra private fuglehold, heraf mentes én smittet ved slagtning af duer. Yderligere én var formodet smittet fra vilde fugle fra foderbræt.

Fakta om Ornitose (Papegøjesyge)

  • Ornitose, der også kaldes også Papegøjesyge eller Psittakose (afledt af græsk for papegøjer (psittakos)), er en bakteriel luftvejsinfektion, der kan overføres fra fugle til mennesker (en zoonose).
  • Ornitose (papegøjesyge) kan overføres fra fugle til mennesker. Smitte kan ske ved inhalation af forstøvet afføring/sekret fra fugle og hvis man "kysser" fuglen på næb eller fjerdragt.
  • Gennem mange år har man vidst, at papegøjer og papegøjelignede fugle (undulater, nymfeparakitter m.v.) kan smitte mennesker, deraf navnet på sygdommen. I dag ved man, at smitte kan overføres fra mange typer fugle, herunder duer og ænder (sjældnere hønsefugle) og vilde fugle (fx ved rengøring af foderbræt).
  • I dag bruges derfor den mere generelle betegnelse Ornitose (ornis er græsk for fugl).
  • Ornitose er i de fleste tilfælde en mild sygdom og viser sig oftest med influenzalignende symptomer som feber, muskelsmerter og hovedpine, men kan hos nogle personer udvikle sig til en alvorlig lungebetændelse med påvirkning af flere organer.
  • Ornitose forekommer over hele verden. I Danmark anmeldes 10 – 30 tilfælde om året, men forekomsten er givetvis højere, da især mildere tilfælde ikke diagnosticeres. Der forekommer fra tid til anden erhvervsbetingede udbrud, fx på fjerkræsslagterier, hos dyrehandlere eller hos fugleopdrættere
Kilde: Statens Seruminstitut

Ved du noget? Så send os et tip

FYN NU