I det fynske folks tjeneste

Flere spor, men lavere hastighed

Mandag afholdt flere fynske borgmestre, Finansministeren og to Venstre folketingsmedlemmer pressemøde om det tredje motorvejsspor. Et tredje spor betyder dog, at hastighedsgrænsen på strækningen mellem Nørre Aaby og Odense V bliver 100 kilometer i timen.

Grafik: David Moritz.

Ved afkørsel 54 kunne Nordfyns, Assens og Nyborg Kommunes borgmestre i selskab med Finansministeren mandag udtrykke deres glæde over regeringens forslag om at inddrage nødsporet mellem afkørsel 53 og 57 til et tredje spor.

- Fra Odense til Nørre Aaby er der alt for meget kø, trængsel og for mange uheld. Derfor har

regeringen besluttet at prioritere 231,4 millioner på at lave en løsning, siger finansminister Kristian Jensen.

De flere hundrede millioner indebærer en udvidelse af nødsporet, så det kan fungere som et ekstra spor i myldretiden. Den 22 kilometer lange strækning mellem Nørre Aaby og Odense Vest åbnes op, når der er trængsel på vejene, men her sænkes fartgrænsen til 100 kilometer i timen.

- Hastighedsbegrænsningen på 100 kilometer i timen vurderes realistisk, blandt andet fordi der er relativt få tilslutningsanlæg på strækningen, skriver Transport -, Bygnings - og Boligministeriet i et faktaark om regeringens forslag.

Læs også Det tredje spor: En del af kommunalvalgkampen

Et skridt i den rigtige retning

Både finansministeren og de fire borgmestre er glade for at have fundet en løsning, der kan hjælpe bilister på E20 hurtigst muligt, men de anerkender også, at nødsporsinddragelsen er midlertidig.

- Det er dejligt at se, at det her ønske bliver ført ud i livet, og der kommer handling bag ordene. Så glæder jeg mig også over, at finansministeren siger, at det er en etape på, at vi får en fuld udbygning, når mulighederne og tiden er til det, siger Morten Andersen (V), borgmester i Nordfyns Kommune. By- og kulturrådmand i Odense Kommune, Jane Jegind (V), tilføjer:

- Det er et rigtig godt skridt i den rigtige retning.

Det vil tage tre år at udvide nødsporet, og hvis de resterende folketingspartier bakker op om forslaget vil arbejdet kunne begynde i 2018.

Desuden vil man indføre skærpet videoovervågning på strækningen.

Se hele pressemødet her: https://www.facebook.com/tv2fyn/videos/1688229001188179/