I det fynske folks tjeneste

Flere statsjob kan forsvinde fra Fyn

Regeringen har fjernet målsætningen om flere statslige arbejdspladser i provinsen fra sin regionalpolitiske redegørelse. Det får regionsrådsformand Carl Holst, Venstre, til at frygte, at flere statsjob forsvinder fra Fyn og Syddanmark.

- Jeg frygter, at man ikke længere vil tage regionale hensyn i de igangværende effektiviseringer, der allerede har kostet arbejdspladser i Region Syddanmark. Det hensyn er nemlig også fjernet, siger Carl Holst.

Han hæfter sig ved, at redegørelsen blot konstaterer, at der i dag er flest statslige arbejdspladser i provinsen.

- Det er endda en konstatering, hvor man pynter sig med lånte fjer. For de 56 pct. af arbejdspladserne i provinsen er kun kommet ved at tælle blandt andet ansatte i folkekirken, politi og gymnasier med, siger Carl Holst.

- Det er altså arbejdspladser, der under alle omstændigheder skal ligge, hvor folk bor. Uden de arbejdspladser ligger hovedparten af de statslige arbejdspladser i Region Hovedstaden, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip