Flere tomme sæder på Odense Stadion

Der bliver flere og flere tomme stole på Odense Stadion, når OB spiller hjemmekampe i Superligaen. En opgørelse over OBs første fire kampe i denne sæson afslører, at tilskuertallet er faldet med 23 procent i forhold til sidste år.

-

Der bliver flere og flere tomme stole på Odense Stadion, når OB spiller hjemmekampe i Superligaen. En opgørelse over OBs første fire kampe i denne sæson afslører, at tilskuertallet er faldet med 23 procent i forhold til sidste år. Opgørelsen er lavet af Fyens Stiftstidende.


Tilskuerne svigtede voldsomt til OBs opgør mod AB i søndags. Kun 3397 tilskuere havde fundet vej til stadion for at overvære OBs desperate kamp for at komme væk fra en bundplacering i superligaen.


Men selvom søndagens kamp var en absolut bundskraber, har der ikke været meget at råbe hurra for i OB denne sæson. I gennemsnit har  har der været 4239 tilskuere til sæsonens første fire hjemmekampe - mod 5515 sidste år, viser beregninger foretaget af Fyens Stiftstidende.


Nye aktiviteter uden effekt
Flugten fra tilskuerpladserne kommer samtidig med, at OB har iværksat en lang række initiativer for at lokke flere odenseanere til fodbold på stadion. Klubben  udgiver en særavis i Fyens Stiftstidende før superligakampene og fankulturen er blevet dyrket med cheerleaders og levende musik på stadion.


Men tilskuerne bliver alligevel væk. Måske fordi OB spiller dårlig fodbold, og endnu en gang har placeret sig  i den kedelige spændingsløse del af superligaen.


Tilskuerne kræver sejre
\"Vi har ganske rigtigt konstateret, at det går den forkerte vej. Og der er nok ikke nogen tvivl om, at tilskuerne bliver væk, når vi ikke kan præstere bedre resultater. Men vi håber selvfølgelig, at tilskuerne vil fortsætte med at bakke os op. For sejrene skal nok komme, det er der ingen tvivl om, \" lyder det optimistisk fra OBs kommunikationschef Peter Hørlyck.

Oversigt

    Oversigt