Flere trafikale udfordringer: Kabelarbejde kan give kø på Lillebæltsbroen

Frem til december skal Vejdirektoratet arbejde på at forstærke Lillebæltsbroens bærekabler. Det kan give kø på broen.

På fredag den 8. september påbegynder Vejdirektoratet tre måneders arbejde med at forstærke og beskytte Lillebæltsbroens bærekabler i tilfælde af brand.

Arbejdet forventes at vare helt frem til december og kan i perioder skabe bilkøer på strækningen ved broen.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. 

Arbejdet udføres i to etaper og starter i broens sydside, hvor broens nødspor og den tunge vognbane vil være inddraget. Trafikken vil derfor blive ledt ind på to spor i østgående retning, altså mod Fyn.

Arbejdet i broens sydside forventes afsluttet i oktober, hvorefter arbejderne flytter over i broens nordside med tilsvarende begrænsninger for trafikken i retning mod Jylland.

Vigtigt arbejde for broens sikkerhed

Opgaven går ud på at forstærke og beskytte broens bærekabler op til en højde svarende til 10-12 meter over kørebanen. Arbejdet udføres derfor fra lifte og stilladser, der kræver afstand fra trafikken på broen.

Brandbeskyttelsen består af isoleringsmåtter, som fastgøres rundt om det eksisterende bærekabel og rustfrie stålkapper, som spændes uden på. 

Oversigt

    Oversigt