I det fynske folks tjeneste

Flere unge bliver hjemløse

Hver fjerde hjemløs i Danmark er mellem 18 og 29 år, og unge optager flere og flere sengepladser på forsorgshjem og herberger. Herunder i Odense.

Det viser en rundringning ifølge metroXpress torsdag til en række væresteder samt den nye rapport "Hjemløse i Danmark 2007".
- Det er en trist udvikling. Det er en udstødning fra samfundet, som betyder at vi taber de unge, siger Henning Breinholt, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Antallet af unge hjemløse kunne have været mindre, hvis der var blevet grebet ind noget før, mener formand for Rådet for Socialt Udsatte Preben Brandt. Adskillige unge mangler allerede tag over hovedet. Det kan man mærke på forsorgshjemmet St. Dannesbo i Odense.

- Vi har flere mellem 18 og 19 år, der er blevet smidt ud hjemmefra og ikke kan bo alene, fordi de ikke magter dagligdags pligter, siger pædagog Jan Stauenfeldt.

Årsagen til, at unge ender på gaden, er blandt andet problemer med stoffer og alkohol. Samtidig betyder elendige sociale vilkår og psykisk sygdom, at flere unge ikke magter et almindeligt liv. Preben Brandt mener, at kommunerne svigter deres ansvar, når de unge ender på herberg.

- Unge skal ikke bo på herberg eller forsorgshjem mere end højst en måned, før kommunen finder en anden løsning til dem, siger han.