Flere unge i praktik i Assens

Flere unge er kommet i praktik i Assens Kommune og har dermed chancen for at få en uddannelse. Fra juli 2011 til juli 2012 er antallet af unge i praktik steget med 10%.

Ved udgangen af juli 2011 var 489 unge i praktik.

I juli 2012 var tallet 545. Det er 56 flere og en stigning på 10%.

Til sammenligning er antallet af praktikpladser på landsplan og i Region Syddanmark næsten uændret i samme periode.

Borgmester Finn Brunse, Soc.dem., slår fast, at der ikke er en entydig forklaring på stigningen.

- Men der er næppe tvivl om, at det at der fra flere sider har været fokus på at skabe flere praktikpladser til unge har haft stor betydning, siger Finn Brunse.

Lone Akselsen, formand for kommunens Ungekoordineringsgruppe, er enig og hun tilføjer:

- Den udvikling er noget, vi vil gøre alt for at holde fast i. Der er desværre hvert år unge, som opgiver en ungdomsuddannelse, fordi de ikke kan komme i praktik, siger hun.

Øget fokus

Både Finn Brunse og Lone Akselsen mener, at virksomhederne i Assens Kommune har valgt at tage et medansvar for at flere unge får en uddannelse ved at prioritere oprettelse af praktikpladser.

Hertil kommer, at Jobcenteret har talt med virksomhederne om praktikpladser, når de har været i kontakt med virksomhederne i anden anledning.

Desuden gør ungdomsuddannelserne en stor indsats for at få kontakt og at netværke med virksomhederne.

Andre vigtige medspillere er forældre, folkeskolen og Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Oversigt

    Oversigt