I det fynske folks tjeneste

Flere unge skal stemme: Gymnasieelever overrasket med hip hop

Fynsk hip-hop skal være med til at lokke flere unge til at stemme ved det kommende kommunalvalg. Derfor gav Holmen Hustlers mandag en såkaldt pop-up-koncert på Svendborg Gymnasium.

00:17

Pop-up-koncerter, debatkonkurrencer, fodboldturneringer og roadshows på fynske skoler er blandt de initiativer, der de kommende uger skal få de unge på Fyn til at interessere sig mere for kommunalpolitik og det kommende valg. 

- Vi gør det for at bidrage til at få unge til at stemme. Det er det vi kan hjælpe med, siger Magnus Daniel Ettrup fra Holmens Hustlers.

Læs også Stemmebokse på varmestuer: Udsatte skal sætte kryds ved valget

Ved kommunalvalget i 2013 var stemmeprocenten blandt unge under 25 år under 60 procent, og det er væsentligt under stemmeprocenten for andre befolkningsgrupper.

- Det vi gør i dag, det er fortælle dem, at der er et kommunalvalg 21. november, siger Signe Kjær Lindboe, der er planlægningsredaktør i projektet Stem'rne, der er et fælles projekt mellem de største fynske medier om at få flere unge til stemmeboksene.

Drengene i Holmen Hustlers har aldrig selv har stemt til et kommunalvalg, men de deltager i Stem'rnes arrangement for at hjælpe de unge på vej.

- Vi vil gerne have flere unge til at tage initiativ. Man kan jo ikke tvinge nogen til at vælge og stemme. Men hvis man ved mere, så tror vi også på, at man gør mere, siger Anton Wihlborg Hemingsen fra Holmen Hustlers.

Samtidig med Holmen Hustlers spillede i Svendborg var der to lignende arrangementer i Odense og Søndersø. Målet er at få en valgdeltagelse blandt de unge op på 80 procent.

Artiklen fortsætter under tv-indslaget ...

01:52 Luk video

- Det synes vi ikke er godt nok, og demokratiet handler om at man skal engagere sig og stemme. De unge synes ikke at kommunalvalg er særlig interessant, så vi håber med en lidt anden indgangsvinkel, at vi kan gøre det interessant, siger Signe Kjær Lindboe, der er planlægningsredaktør i projektet Stem'rne, der er et fælles projekt mellem de største fynske medier om at få flere unge til stemmeboksene.

Fakta om Stem'rne

Stem'rne er et pop-op-medie med 13 journalister, grafikere og fotografer fra seks fynske medier.

Redaktionens mål er at få 80 procent af de unge på Fyn til at stemme til kommunalvalget den 21. November 2017.

Det sker med utraditionel journalistik på de sociale medier, i klasselokalerne, på caféer og i klubber – og i nattelivet.

Redaktionens gennemsnitsalder er 26,6 år.

Projektet er et samarbejde mellem: Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, TV 2/Fyn, DR Fyn, TV 2 Danmark, Danmarks Radio, Syddansk Universitet og de fynske gymnasier.

Læs også Når kommunalvalg skal være sjovt og seriøst på samme tid