I det fynske folks tjeneste

Flere unge skal tage en erhvervsuddannelse

Det kniber med at få de unge til at tage en erhvervsuddannelse i Middelfart. Det skal ny arbejdsgruppe rette op på.

Det går rigtig godt med at få Middelfarts unge til at tage en ungdomsuddannelse, men det kniber med at leve op til kravet om, at 30% af en årgang skal have en erhvervsuddannelse.

Den udvikling bekymrer virksomhederne.

- Danmark kommer om få år til at mangle 30.000 erhvervsuddannede, og de kommer også til at mangle på virksomhederne i Fredericia og Middelfart. Derfor er der brug for nye initiativer til at imødegå udfordringerne, siger formand for Centerådet ved Ungdommens Uddannelsesvejledning, Johannes Lundsfryd, i en pressemeddelelse.

Skolerne og uddannelsesinstitutionerne gør et stort arbejde med vejledning i form af brobygningsforløb, erhvervspraktik, mentorforløb og uddannelsesafklarende samtaler.

- Vi skal i vores vejledning turde udfordre de unges valg af uddannelse, så de vælger den uddannelse, de allerhelst selv vil have, og ikke den som deres mor drømmer om. I første omgang vil vi tage initiativer målrettet den gruppe af unge, som i dag er usikre og vælger en omvej, og først tager en gymnasieuddannelse og derefter en erhvervsuddannelse, siger Johannes Lundsfryd.