I det fynske folks tjeneste

Flertal af odenseanere vil ikke bruge letbanen

De fleste odenseanere har ikke tænkt sig at bruge letbanen, når den står klar. Det viser en ny meningsmåling, som Odense Letbane har fået lavet.

00:34

I Aarhus kører letbanen, den må bare ikke tage passagerer med. I Odense viser ny undersøgelse, at de fleste odenseanere har ikke tænkt sig at bruge letbanen. Video: Ole Holbech

To ud af tre odenseanere kommer aldrig eller kun sjældent til at benytte letbanen i Odense, når den står klar i 2020. Det er resultatet af en meningsmåling, som Megafon har lavet for Odense Letbane.

For mens flere på et overordnet niveau er mere positive end negative omkring selve det, at letbanen etableres, er det så som så med forventningerne til, hvor ofte de 400 adspurgte borgere har tænkt sig selv at stige om bord, når letbanen kører.

Faktisk viser tallene, at blot fire procent svarer, at de "i meget høj grad" forestiller sig at blive letbanekunder. Syv procent svarer "i høj grad", mens 19 procent svarer "i nogen grad".

Til gengæld lyder det fra 32 procent, at de "slet ikke" forventer at benytte det nye tilbud i den kollektive trafik, og yderligere 34 procent svarer "i mindre grad".

Bekymrer ikke letbane-direktør

Administrerende direktør i Odense Letbane, Mogens Hagelskær, er ikke overrasket over, at tallene ser sådan ud. 

- Jeg synes faktisk, det er rigtig positivt, at det ikke er færre. Vi er trods alt ret langt fra, at letbanen åbner i 2020, siger Mogens Hagelskær.

- Så dét, at folk ikke kan se, hvor stationerne kommer til at ligge henne, og hvor skinnerne er, det er naturligt, at der har man svært ved at se, hvad man skal bruge letbanen til i 2020, siger Mogens Hagelskær.

Han fortæller, at det faktisk er noget han havde regnet med, da det også er det billede, som tegner sig i andre byer med letbanebyggeri.

- Det er helt på linje med, hvad man ser i andre byer, der bygger letbaner. Så lang tid før har folk svært ved at se, hvad de skal bruge den til. Når vi kommer tættere på, og letbanen åbner - tro mig, så kommer folk til at strømme til, siger Mogens Hagelskær. 

02:13 Luk video

Stadig flere for end imod letbanen

Undersøgelsen viser også, at der fortsat er flere, der er positive overfor at Odense får en letbane, end der er imod.

I alt 44 procent af de adspurgte borgere mener, at det er positivt eller meget positivt, at der bliver anlagt en letbane i Odense. Mens 39 procent mener, at det er negativt eller meget negativt. Resten fordeler sig mellem ”hverken/eller” og ”ved ikke”.

  Foto: Odense Letbane

Målingen er lavet i slutningen af november, hvor Megafon på vegne af Odense Letbane har interviewet 401 odenseanske borgere og 212 fra det lokale erhvervsliv i de fire postnumre, der er mest berørt af letbanearbejdet.