Flertal for asylcenter i Svendborg

Et flertal i Svendborgs socialudvalg indstiller nu til byrådet, at den tidligere SiD-skole bliver hjemsted for et asylcenter.

Socialudvalget kunne på det ekstraordinære møde mandag aften ikke nå til enighed om asylplanerne i kommunen, men et flertal bestående af Socialdemokraterne, SF og løsgængeren Maoum Moradi, anbefaler at byrådet siger ja til at SiD-skolen bliver omdannet til asylcenter for 250-300 asylansøgere.

Beslutningen om at anbefale et asylcenter blev truffet trods modstand fra partiet Venstre, der før var tilhængere af et asylcenter, men nu vender sig mod planerne på grund af økonomien.

- Vi føler os bundet af byrådsbeslutningen fra januar om at der kun skal være 200, og da økonomien ikke hænger sammen med 200 asylansøgere, er vi ikke en del af flertallet, siger Lars Erik Hornemann(V).

Flertallet øgede antallet af asylansøgere fra 200 til 250-300, da et antal på 200 vil give kommunen et underskud på 67.000 kroner.

- En kommune på Svendborgs størrelse skal kunne hjælpe folk i nød og rumme 250-300 asylansøgere. Det er ikke værdigt, hvis vi ikke kan det, siger Grethe Schødt(S).

Oversigt

    Oversigt