Flertal siger nej til slutdepot

Modstanderne mod et atomlager på Kertinge Mark har fået en hjælpende hånd i kampen. Venstre er nu imod et slutdepot, der hidtil har været i spil. Dermed er et flertal på Christiansborg imod et slutdepot

Venstre har i dag besluttet at støtte ideen om et atom-mellemlager i stedet for det slutdepot, som hidtil har været i spil.

- Det er jo helt tosset at grave det ned med alle de problemer, der risikerer at komme som f.eks. fugt. Og man aner ikke hvilken indflydelse det vil få på miljøet, siger det fynske folketingsmedlem, Erling Bonnesen (V).

Udmeldingen kommer efter flere års debat om sagen, der startede, da et enigt Folketing for 12 år siden besluttede at Danmark selv skulle rydde op efter årtiers atomforsøg på Forskningscenter Risø nær Roskilde.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Enhedslisten har tidligere meldt ud, at de arbejder for et mellemlager. Med Venstres melding i dag er der ialt 91 medlemmer af Folketinget, som bakker op om mellemlager-løsningen.

Tilfreds Kerteminde-borgmester

Det er en meget tilfreds Kerteminde-borgmester, der nu konstaterer, at der tegner sig et flertal imod slutdepotet.

- Jeg kan i hvert fald konstatere at flertallet for et slutdepot er smuldret. Det glæder mig, at vores - og andres - lobbyarbejde ser ud til at bære frugt, siger Hans Luunbjerg (V) til TV 2/FYN.

- Indtil nu har SF sagt, at de går ind for en reversibel løsning dvs en løsning, der kan omgøres - og det kan jo ikke være et slutdepot. Nu mangler vi kun en helt klar udmelding fra Konservative og Socialdemokraterne, siger Luunbjerg.

Hør hans reaktion i udsendelsen kl. 19.30

Oversigt

    Oversigt