I det fynske folks tjeneste

Flest flygtninge til Syddanmark

Region Syddanmark er er den region, som skal modtage flest flygtninge i 2009. 

Det er nu besluttet, hvor mange flygtninge regionerne skal modtage næste år. Region Syddanmark skal tage imod flest, nemlig 278, mens Hovedstaden med 114 skal finde husly til færrest, oplyser Udlændingeservice.

Danmark regner med at give opholdstilladelse til i alt 1000 spontan- og kvoteflygtninge næste år. Flygtningene skal i første omgang fordeles på regionerne. Da kommunekontaktrådene heller ikke i år kunne blive enige om en frivillig fordeling, har Udlændingeservice fastsat kvoterne.

190 flygtninge skal til Region Sjælland, 246 til Midtjylland, og 172 til Nordjylland.

Nu skal kommunalbestyrelserne inden for hver region forsøge at lave en frivillig aftale om næste trin, som er fordelingen på de enkelte kommuner. Hvis ikke de bliver enige inden 10. september, fastsætter Udlændingeservice også den fordeling.