Flest sure smileyer på Fyn

Fyn er det amt i Danmark, hvor fødevarekontrollen uddeler flest sure smileyer. Men om det er fordi, de fynske butikker og restauranter er de største svin, er usikkert.

Jyllands-Posten offentliggør onsdag en revisionsrapport over fødevarekontrollen i 2005.

Den viser, at 3,5% af besøgene på Fyn munder ud i en sur mund. Det er det højeste tal i Danmark. I Vejle Amt er det kun 1,1% af de besøgte butikker og restauranter, der har fået den dårligste bedømmelse.

Men det er ikke nødvendigvis, fordi fynboerne er de dårligste til hygiejne. Det kan også skyldes, at kontrollen er mere emsig på Fyn.

Om tallene siger fødevareekspert Orla Zinck til JP:

- Det betyder jo, at virksomhederne i København skulle være større svin end i Århus. Eller også er de bare flinkere i Århus end i København. Jeg tror på det sidste, fordi det har aldtid været et problem at få ensrettet fødevarekontrollen, så man fortolker lovgivningen ens og udmønter smileyordningen ens. Det er ikke lykkedes endnu, siger Orla Zinck.

78% af besøgene på Fyn resulterer i en storsmilende smiley.

Oversigt

    Oversigt