I det fynske folks tjeneste

Flittig tyv på spil i Kerteminde

Fyns Politi jagtede en tyv, der var på indbrudstogt i Kerteminde by. Flere gange undslap tyven politiet.

Politiet havde travlt med at fange en driftig tyveknægt der huserede i Kerteminde natten til fredag.

Politiet mener at kunne knytte ham til hele syv indbrud i Kerteminde.

- Han var i gang flere steder, og det var som om han drev lidt gæk med os, for når vi kom til et indbrud, var han ved det næste, fortæller vagtchef Kim Munksgaard, Fyns Politi.

Det lykkedes også tyven at undslippe politiets hunde på Kerteminde Skole i Nørregade, hvor tyven havde held til at fordufte.

Men klokken 5.45, på Sybergsvej tidlig fredag morgen, fik politiet endelig fat i manden.

- Der får hundene færten af ham, og der er visuel kontakt. Hundene er omkring 100 meter væk, og der lykkes det at stoppe manden og få ham anholdt, siger Kim Munksgaard.

Politiet vil nu lade anklagemyndigheden vurdere, om han skal fremstilles i Grundlovsforhør.

Manden er 24 år og godt kendt af politiet i forvejen, og politiet sigter ham for mindst syv indbrud.

Tre indbrud i Præstegade, tre på Sybergsvej og et i Vestergade.

- Det kan være der kommer flere til, siger vagtchefen.

Ved du noget? Så send os et tip