Flittige fynske spejdere får landsdækkende pris

Ideen til et hængekøjehotel og et skov-klasseværelse har båret frugt. KFUM-spejderne i Tommerup modtog lørdag aften prisen Årets Ungdomsforening 2015.

Et enigt dommerpanel har udpeget KFUM-Spejderne i Tommerup som vinder af titlen som Årets Ungdomsforening 2015.

- Dette års vinder af prisen som Årets Ungdomsforening 2015 rammer plet i alle prisens fem kriterier: nytænkning, samarbejde, tiltag under den åbne skole, frivillighed og udvikling. lyder det i motivationen.

- Foreningen er et enestående eksempel på, hvordan foreningslivet kan række ud til et helt lokalsamfund og komme alle borgere til gode ved at tænke nyt. Foreningen har skabt et lokalt kraftcenter, hvor særligt den åbne skole kan udleve sit potentiale fuldt ud, og hvor lokalområdets borgere, foreninger og daginstitutioner kan mødes om fælles arrangementer. Andre foreninger kan lære meget af denne forening, som har vist et enormt drive og en oprigtig lyst til at samarbejde på tværs af institutioner og sektorer.

Projektet begyndte i 2010, hvor spejderne i Tommerup har arbejdet målrettet på at åbne naturen, så den almindelige borger får adgang til friluftslivet.

Der er blandt andet blevet lavet et naturværksted, en fordybelsesbænk, et hængekøjehotel og et klasseværelse i skoven.

- Det var helt afgørende for os at skabe et center, der kunne bygge bro mellem forskellige aktører og tilbyde forskellige former at nyde naturen på. Vi synes, at vi har løst opgaven godt og tilbyder en spændende palet af tilbud som de mange målgrupper kan anvende på forskellige måder – og prisen som Årets Ungdomsforening er en meget betydningsfuld anerkendelse af vores arbejde. Oveni er det et brugbart økonomisk skulderklap og rygstød til den videre udvikling af centret, siger Rico Boye Jensen, der er gruppeleder ved KFUM-Spejderne i Tommerup.

Søndag afholdes reception i Højfyns Friluftscenter.

Se reaktioner fra spejderne klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt