Flittige indbrudstyve anholdt

Fyns Politi anholdt natten til onsdag to mænd, der viste sig at have et større antal indbrud på samvittigheden.

Det var en hundepatrulje fra Fyns Politi, der natten til onsdag kl. 03.42 fattede mistanke til de to mænd. Bilen blev standset ved motorvejsafkørslen ved Vissenbjerg, og de to mænd blev anholdt.

I bilen blev der blandt andet fundet koben og diverse tyvekoster, oplyser Politikommissær Kim Strømvig fra Straffelovsafdelinven ved Fyns Politi i Odense.

Har 12 indbrud på samvittigheden

De anholdte er henholdsvis 29 og 19 år, begge danskere og fra Tommerup og Vissenbjerg. Politiet har tidligere haft kontakt med dem, men for mindre forhold.

Den efterfølgende efterforskning viser, at de begge i løbet af de seneste 3 dage har begået 12 tyverier fra køretøjer - primært i Odense området og på Vestfyn.

Derudover har de begået et tyveri mod en pølsevogn i Årup søndag, hvor de blandt andet stjal pølser og sodavand.

Brændte bil af på bestilling

De to mænd er yderligere blevet sigtet for 2 tilfælde af brandstiftelse.

Mandag om aften satte de ild til en stjålet Peugeot 206 på Strandløkkevej i Odense N. Formålet var at sløre tyveriet. Bilen stjålet i Odense.

Og natten til onsdag satte de ild til en stjålet Toyota Avensi på Bladstrupvej i Odense N. Dette viste sig at være et bestillingsarbejde fra bilens ejer.

Lødladt efter grundlovsforhør

De to mænd blev onsdag eftermiddag kl. 15.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense. De erkendte begge forholdene, og blev begge løsladt efter retsmødet.

Ejeren af den Toyota Avensis, som de brændte af på bestilling, blev også anholdt onsdag eftermiddag. Det viste sig at være en 40-årig mand fra Otterup. Han er nu sigtet for medvirken til brandstiftelse og forsøg på bedrageri.

Han er ikke tidligere kendt af af politiet, og blev løsladt efter endt afhøring.

Oversigt

    Oversigt