Flot årsregnskab for Nature Energy

Nature Energy koncernen kunne mandag fremlægge årsregnskab for 2015 - og der var god grund til tilfredshed med et resultat på mere end 50 mio. kr.

Med en firedobling af resultatet på bunden må der være tilfredshed hos ledelsen i fynske Nature Energy.

Det sker efter et år, der blandt andet bør på effektivisering af drifts- og anlægsudgifter i forbindelse med selskabets nye biogasforretning, der resulterede i nye biogasanlæg i Bogense og Ringe.

- Vores effektiviseringskurs har båret frugt inden for en kort tidshorisont. Vi vil fortsætte optimeringen af nye og eksisterende forretningsområder i samarbejde med udvalgte partnere, så vi fastholder den sunde udvikling af forretningen med fokus på driften af vores nye biogasanlæg og høj kundetilfredshed i vores kerneforretning. Vi forventer derfor også et succesfuldt udfald af indsatsen igen på næste års resultat, siger adm. direktør Ole Hvelplund i en pressemeddelelse.

Samlet set er det derfor en ganske tilfreds bestyrelsesformand, der kan gøre status ovenpå regnskabsåret 2015.

- Jeg finder resultatet yderst tilfredsstillende. De store anlægsarbejder og den deraf følgende gearing af or-ganisationen til trods har Nature Energy holdt en stabil kurs og med stor professionalisme nået årets mål-sætninger – og mere til. Det er det bedst tænkelige afsæt i forhold til koncernens planer om at tiltrække nye investorer til biogasdivisionen, siger bestyrelsesformand Jens Otto Dalhøj.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt