Flot comeback sender Boe og Mogensen i Korea Open-finale

Fynske Mathias Boe og makkeren Carsten Mogensen lignede slagne mænd, men vågnede op og vandt Super Series-semifinale.

Den danske herredouble i badminton med Mathias Boe og Carsten Mogensen er klar til søndagens finale i Super Series-turneringen Korea Open efter et flot comeback.

Lørdag formiddag dansk tid sejrede den topseedede duo over de useedede japanere Takuro Hoki og Yugo Kobayashi med 17-21, 21-16, 21-17.

Danskerne var nede med et sæt og 1-7 i andet sæt, inden de fik hanket op i sig selv og vendt kampbilledet til egen fordel.

Dermed står de nu med chancen for at vinde turneringen for tredje gang i karrieren. De vandt den således også i 2009 og 2014.

De danske verdensettere kom til kampen med en positiv statistik på 2-0 mod verdens nummer 22, men det var ikke til at se i første sæt. Danskerne virkede helt fraværende og måtte se japanerne nappe initiativet.

De undertippede japanere satte sig på forbanen, som ellers plejer at være danskernes store styrke.

Japanerne kom derfor på 8-3 og lod sig ikke ryste af, at danskerne derefter vandt tre bolde på stribe. Japanerne udbyggede til 14-9 og 17-10, inden de sikrede sig sættet 21-17 på den anden sætbold.

Billedet var det samme i begyndelsen af andet sæt, hvor Hoki og Kobayashi bragte sig på 7-1, inden danskerne vågnede op og reducerede til 9-10. 

Boe og Mogensen prøvede for første gang at føre i et sæt i kampen ved stillingen 15-14.

Danskerne løftede for alvor niveauet fra stillingen 15-16, da de lukkede sættet med seks point på stribe, så kampen blev tvunget ud i et afgørende sæt. 

Her startede danskerne igen lidt langsomt, men de kom i teten ved at veksle 5-7 til føring 9-7.

Japanerne kom tilbage på 13-13, men så fandt danskerne igen deres bedste niveau frem.

Danskerne kom på 18-14, men tre japanske point i streg tilførte ny spænding. Men Boe og Mogensen havde de bedste nerver og vandt de tre sidste bolde. Boe sikrede sejren med et smash på første matchbold.

I søndagens finale venter de andenseedede indonesere, Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamulj.

Boe og Mogensen bliver eneste danske islæt i søndagens finaler, da damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen tabte i semifinalen.

Det skete med cifrene 21-17, 18-21, 14-21 til koreanere Chang Ye Na og Lee So He tidligere lørdag.

Oversigt

    Oversigt