Flugtbil fundet

Den bil, to røvere brugte til at flygte efter et røveri mod en pengetransport i Rosengårdcentret i december, er fundet.

Der er tale om en Nissan Pathfinder, som blev fundet udbrændt bagerst på en parkeringsplads ved Marienlystcentret.

Selvom bilen er totalt udbrændt, er det lykkedes at fastslå de første tegn i registreringsnummeret, nemlig XM.

Det svarer til, hvad et vidne har fortalt politiet.

Vidnet så de to røvere springe af en motorcykel på Tagtækkervej i Odense og fortsætte i bilen.

Bilen skal nu finkæmmes for eventuelle spor efter gerningsmændene.

Modtager gerne flere oplysninger

Røveriet fandt sted 16. december i Rosengårdcentret i Odense ved Danske Banks døgnboks.

To røvere truede med en pistol to ansatte ved et pengetransportfirma til at udlevere boksens indhold.

Derefter stak de af på motorcykel og senere i den fundne bil.

Den blev stjålet fra et firma i Kolding 18 november 2013 og havde påskriften Locon samt et lilla logo på siden.

Politiet hører gerne fra folk, der måtte have set bilen i Kolding eller Odense eller andre steder i tidsrummet mellem 18. november og frem til efter røveriet d. 16. december.

Telefon: 114

Oversigt

    Oversigt