I det fynske folks tjeneste

Politiet finder 30-årig flugtbilist

Et tip førte lørdag politiet til en 30-årig kvinde, der hurtigt indrømmede, at hun var bag rattet i den bil, der torsdag flygtede fra et trafikuheld i Årslev.

Torsdag blev en 25-årig kvinde kørt ned i Årslev. Bilen, der ramte kvinden stak efterfølgende af, og den 25-årige kvinde blev efterladt med hvad man først troede var en brækket hofte.

Offeret var på stedet, fordi hun lige havde gjort en god gerning. Kort før ulykken havde hun nemlig fundet en tabt tegnebog på en tankstation og efterfølgende kontaktet tegnebogens ejermand. De aftalte at mødes på Kirstinebjergvej ved Årslev.

Fredag aften fik politiet et tip om en bil, der muligvis havde været involveret i ulykken. Og da politiet lørdag efterprøvede tippet, viste det sig at holde stik.

- Vi fandt frem til en kvinde, der indrømmede, at hun havde kørt bilen, og at hun var fortsat med at køre efter ulykken i ren panik, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Thomas Bentsen.

Kvinden er 30 år og kommer fra Odense SØ. Hun kan nu se frem til en bøde for at køre fra et færdselsuheld.

Held i uheld

Paradoksalt nok er det kvindens held, at der var vidner, der kunne hjælpe offeret, for ellers kunne hun være blevet dømt efter en langt strengere paragraf og for at efterlade et offer i hjælpeløs tilstand. det kan give op til to års fængsel.

- Den 30-årige kvinde var uden skyld i ulykken, og er sikkert glad for at have fået lettet sin samvittighed og blive fri for den angst for, hvad der kunne ske, siger vagtchefen.

Den 25-årige kvinde, der blev ramt af bilen, havde ingen brud, selv om man først frygtede for en brækket hofte, men hun er sluppet fra ulykken med knubs.

Ved du noget? Så send os et tip