Flugtbilist i Svendborg

Et midaldrende ægtepar nåede i allersidste sekund at undgå en frontal påkørsel på Nyborgvej i Svendborg. Politiet efterlyser nu den anden bil.

Det var ved at gå rasende galt, da et ægtepar fra Svendborg kom kørende på Nyborgvej på vej ind mod centrum. En rød bil var nemlig ved at køre frontalt i dem.

Ægteparret udveg dog bilisten, men blev alligevel ramt på venstre bagskærm. Bilisten kørte ufortrødent videre i retning mod Skårup.

- Vi vil meget gerne tale med den bilist eller folk, der har set noget. Og finde ud af om pågældende har været fuld, uopmærksom eller været faldet i søvn, fortæller vagthavende ved Fyns Politi i Svendborg.

Vagthavende fortæller, at den røde bil må have skader efter uheldet. Hvis man har set episoden på Nyborgvej klokken 17.10, så kan Fyns Politi kontaktes på tlf. 6221 1448.

Oversigt

    Oversigt