I det fynske folks tjeneste

Flugtfange i Middelfart

Fyns Politi efterlyste tirsdag eftermiddag en 34-årig drabssigtet mand, som tirsdag formiddag stak af fra psykiatrisk afdeling i Middelfart.

Manden var på psykiatrisk afdeling på Østre Hougvej i Middelfart for at blive mentalundersøgt i forbindelse med en drabssag, da han tirsdag formiddag stak af.

Han trykkede en vinduesramme ud, muligvis med et spark, hvorefter han hoppede ud, oplyser Fyns Politi.

- Vi har sendt nogle ekstra patruljer og en hundepatrulje ud at kigge efter ham, og vi kigger også på nogle af hans sædvanlige tilholdssteder, fortæller vicepolitikommissær Jack Liedecke.

Han tilføjer at han er kendt i Middelfart, så der skulle være en god chance for, at der er nogle der genkender ham.

Sigtet for drab

Den 34-årige er sigtet for drabet på en 45-årig mand. Han blev fundet dræbt i en garage i Middelfart i november.

Den 45-årige havde da været eftersøgt i flere uger.

En 39-årig kvinde er også varetægtsfængslet i drabssagen.

Signalement af den flygtede Nikolaj Emil Hansen


  • 34 år
  • 180 cm. høj
  • Kraftig af bygning
  • Kort rødblond hår
  • Lys skjorte
  • Sorte bukser
  • Grøn jakke