I det fynske folks tjeneste

Flugtfange kørte med betjent hængende ud af bilen

En 44-årig flugtfange stoppet af politiet. Han fremstilles onsdag i et grundlovsforhør.

Flugtfange kørte med betjent hængende ud af bilen.

En rutinemæssig kontrol ved Lillebæltsbroen blev enden på fire dages flugt fra politiet. En 44-årig mand stak i sidste uge af fra Statsfængslet Søbysøgård på Fyn, og ingen har set ham siden. Altså før han tirsdag ved middagstid kørte i en bil på Lillebæltsbroen i retning mod Jylland.

Da det gik op for politiet, hvem chaufføren var, forsøgte flugtfangen at stikke af. Med speederen i bund kørte han med den ene betjent hængende ud af bilen, før han efter 10-15 meter opgav sit desperate flugtforsøg.

- Det kunne være gået grueligt galt, hvis betjenten var faldet ud af bilen, fortæller vagthavende ved politiet i Odense til Ritzau.

Manden fremstilles onsdag i et grundlovsforhør, og sigtelserne kan dårligt tælles på en hånd. Han sigtes for at flygte fra fængslet, vold mod tjenestemand, udsætte andres liv for fare, flere overtrædelser af færdselsloven samt for at være i besiddelse af narkotika.

Fangen afsonede en straf på fem og et halvt års fængsel, da han i sidste uge tog benene på nakken.