I det fynske folks tjeneste

Eftersøgning afblæst: Ægtepar fundet i havn på Lolland

Forsvaret og Hjemmeværnet ledte torsdag eftermiddag efter et ældre ægtepar i farvandet øst for Langeland.

Et af Hjemmeværnets to Defender-fly assisterer torsdag med en søredningsaktion øst for Langeland. Foto: Christian Sundsdal

Opdatering

  • 08. aug 2019 kl. 16:07 Forsvaret oplyser på deres Twitter-profil, at ægteparrets jolle er fundet i Tårs Havn på Lolland. Eftersøgningen til søs er derfor afblæst. Ægteparret er set i god behold på Lolland ved middagstid torsdag.
  • 08. aug 2019 kl. 16:25 Fyns Politi oplyser til TV 2/Fyn, at ægteparret er fundet i god behold i Nakskov Havn.

Onsdag klokken 11.50 sejlede et ældre ægtepar ud fra Spodsbjerg Havn på Langeland i en hvid jolle. Siden er de ikke blevet set, og derfor har Forsvaret og Hjemmeværnet igangsat en større eftersøgning.

- Det er jo et stort område. På et døgn kan man sejle eller drive langt, så det  er et stort område, vi leder i, siger det vagthavende befalingsmand ved Forsvarets Operationscenter. 

Det er tale om en fem meter lang hvid jolle med påhængsmotor. Frygten går på, at jollen er løbet tør for brændstof. 

Læs også To lastbiler i uheld: Kø på Fynske Motorvej

Eftersøgningen foregår øst for Spodsbjerg helt over til Falsters østkyst og op til midten af Musholm Bugt, som ligger nord for Storebæltsbroen. 

Den vagthavende befalingsmand oplyser, at det er et hollandsk ægtepar, man leder efter. Deres bil og trailer, som de parkerede på havnen, inden de sejlede ud onsdag, holder der stadig, og ingen har set dem siden. 

Hjemmeværnet leder med fly

Derfor leder Forsvaret med tre af deres skibe. Hjemmeværnet eftersøger området med et fly af modellen Defender. 

- På den måde kan man afsøge et større område, oplyser befalingsmanden. 

Derudover deltager hjemmeværnet også med patruljeskibe. 

Læs også Efter eksplosion ved Skat: Sikkerheden skærpet ved fynske statsinstitutioner

Der er desuden blevet sendt en efterlysning ud på Lyngby Radio, som er den kanal, Forsvaret bruger til at informere skibene på havet om, at en eftersøgning eller redningsaktion er i gang. 

- Vi har sendt ud til alle skibene i område, siger den vagthavende befalingsmand. 

Har man set noget, man mener kan hjælpe med eftersøgningen, kan man kontakte Fyns Politi på telefon 114. 

00:51

Politiet var torsdag tilstede ved ægteparrets bil, som de havde efterladt i Spodsbjerg. Video: Natacha Djervad Danielsen.

Luk video