Flydedok skal skabe arbejde på havnen

En 140 meter lang flydedok er blevet bugseret til Frederiksøen i Svendborg Havn. Håbet er, at dokken kan skabe nye arbejdspladser.

Det er firmaet Petersen & Sønner, der har hentet flydedokken til Frederiksøen fra Århus. Nyerhvervelsen er blevet miljøgodkendt til dokning af 15-20 skibe i løbet af de næste fem år.
- Før måtte vi sende skibene til Marstal, hvis de skulle dokkes, men nu kan vi klare hele pakken her i Svendborg, siger driftleder hos P & S, Visti Abrahamsen, til TV2/FYN.

Virksomheden håber, at kunne skabe omkring 50 nye arbejdspladser i forbindelse med dokken, og det skaber glæde hos Dansk Metal.
- Det er slet ikke til at få armene ned. Vi har jo desværre alt for mange ledige blandt vores medlemmer, så det er netop lige den type arbejdspladser, vi sukker efter, siger formand for Metal Sydfyn, Jørn Jensen, til TV2/FYN.

Mens flydedokken igen skaber liv på Frederiksøen, diskuterer lokalpolitikerne stadig, hvad man skal bruge de mange tomme bygninger på øen til.

Oversigt

    Oversigt