I det fynske folks tjeneste

Flydende rockgæster i ulovligheder under broen

Kun tre ud af mere end 40 kontrollerede både havde alt i orden ved søkontrol til Rock Under Broen

Det gode vejr trak 10.000 til årets Rock Under Broen. En stor del af disse fulgte musikken fra havsiden, og her havde søkontrollen travlt.

- Der blev kontrolleret mere end 40 både, og der var kun tre, hvor alt var i orden. Det var de faktisk lidt chokerede over derude, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Christian Rasmussen.

Langt størstedelen af ulovligheder var hastighedsforseelser, og der blev noteret i alt 29 ulovligheder til søs under festivalen.

Til land gik det mere fredeligt for sig, og der var der kun forseelser i småtingsafdelingen, fortæller vagtchefen.

Da der også var problemer til søs sidste år, havde myndighederne på forhånd meldt ud, at der ville blive kontrol, men den advarsel var der altså en stor gruppe, der havde valgt ikke at lytte til.

Til weekendens anden store fynske festival, Heartland, på Egeskov Slot, har vagtchefen ikke hørt om, at der skulle være sket noget ulovligt overhovedet.  

Ved du noget? Så send os et tip