Flygtninge i boligkrise

Efter integrationsydelsen blev sat ned 1. september, er opgaven med at finde boliger til flygtninge blevet meget større for de fynske kommuner.

Derfor er boliger med en husleje på højst 2500 kroner om måneden efterhånden meget eftertragtede på Fyn, skriver Fyens Stiftstidende.

- Vi er nødt til at opsige boliger over et vist prisleje, fordi familierne ikke vil kunne betale for dem, fortæller Brian Dybdahl Korsgaard, afdelingsleder i Jobcenter Assens.

Problemet er til stede over hele Fyn.

- Alle kommuner står med en kæmpe udfordring, og vi kommer til at se mange flere, der bor i midlertidige boliger. Vi kan simpelthen ikke finde billige boliger nok i den boligmasse, kommunen har, siger integrationsmedarbejder Boye Wind fra Nyborg Kommune.

Erling Bonnesen (V), der sidder i Folketingets udlændinge-, integrations- og boligudvalg, mener, det er for tidligt at konkludere noget.

- Det giver nogle nye udfordringer. Men man må på med vanten, og så er jeg sikker på, at det vil lykkes.

Oversigt

    Oversigt