Flygtninge til Kværndrup og Ryslinge

Nu er det endeligt afgjort, at der rykker flygtninge ind i det tidligere Kværndrup Bibliotek og i Faber Fabrikkers administrationsbygning i Ryslinge.

Der skal indrettes midlertidige boliger til 25 - 27 flygtninge i det tidligere Kværndrup Bibliotek og etableres 34 boliger i Faber Fabrikkers tidligere administrationsbygning i Ryslinge.

Det besluttede Faaborg-Midtfyns kommunalbestyrelse tirsdag.

I Kværndrup medfører det ombygning af biblioteket for 4,3 millioner kroner, mens de årlige driftsudgifter ventes at blive cirka 450.000 kroner.

Til gengæld ventes lejeindtægten for 25 personer at blive på 615.000 kroner om året.

I Ryslinge er der indgået en aftale med en privat udlejer af administrationen på Fabers Fabrikker om etablering af 34 boliger.

Det indebærer køb af indbo for 220.000 kroner, mens udlejeren betaler indretning af lokalerne, hvilket indgår i huslejen.

Her anslås driften at koste 725.000 kroner om året, mens lejeindtægten bliver 1,1 millioner kroner.

Som alle kommuner er Faaborg-Midtfyn under pres med hensyn til at finde boliger til flygtninge.

Faaborg-Midtfyn Kommune vil tage kontakt til lokalrådene i Kværndrup og Ryslinge for at indlede dialog om at engagere de lokale beboere i en god modtagelse af flygtningene.

Faaborg-Midtfyn Kommune er pålagt at modtage 178 flygtninge i 2015, hvoraf 47 endnu ikke er kommet. I 2016 skal kommunen modtage 194 flygtninge.

De oplagte mulgiheder for at huse dem, for eksempel i tomme ældreboliger, er udtømt, hvorfor det er nødvendigt at tænke utraditionelt for at leve op til forpligtigelserne.

Oversigt

    Oversigt