Vil have hurtigere udrykning: - Flyt lægehelikopteren til Assens

Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, vil endnu en gang forsøge at flytte én af landets lægehelikoptere til Sydfyn.

Det har været på tale før, men i forbindelse med valgkampen foreslår den fynske folketingskandidat og -medlem Jane Heitmann (V) igen, at en enkelt af landets fire lægehelikoptere rykkes til Fyn. 

Helt konkret mener hun, at luftambulancen med base i Billund skal flyttes til Assens.

- Det er rigtig vigtigt, at vi på øerne får en bedre akutbetjening. Det vil jo betyde en verden til forskel for de mennesker, der bor på øerne, at der er tryghed omkring akutberedskabet, siger Jane Heitmann til TV 2/Fyn.

Responstid nedsættes med et kvarter

I dag tager det lægehelikopteren i Billund 35 minutter at nå frem til patienter på Ærø, og ø-lægen i Faaborg, Lars Kensmark, har flere gange oplevet, at hjælpen kom for sent frem.

Ø-læge Lars Kensmark abefaler at placere en lægehelikopter ved Assens eller Faaborg.
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

- Får man en blodprop i hjernen eller hjertet, kan man komme ud af det problem uden at få handicap, hvis man får meget hurtig behandling. Men det kræver, at man som borger kan komme ind på sygehuset med det samme.

- Vi har nogle gange oplevet, at responstiden betyder, at man ikke kan få den behandling, der er den rigtige, fordi tiden er gået, fortæller Lars Kensmark. 

Hvis helikopteren flyttes til Assens, vil responstiden til den sydfynske ø være 20 minutter.

Afventer erfaringer

Sidste år anbefalede Danske Regioner i en rapport netop at flytte den akutlægehelikopter, der står i Billund, til Assens.

Dengang valgte regeringen, og dermed Jane Heitmanns eget parti, og Dansk Folkeparti i stedet at placere en ny luftambulance i Nordjylland. Samtidig besluttede man at afvente erfaringerne med den fjerde lægehelikopter, inden man tager stilling til en eventuelt flytning af de resterende helikopterbaser.

Læge Lars Kensmark så gerne, at luftambulancen fremover fløj fra Faaborg, men han understreger, at responstiden vil være hurtig nok, uanset hvor den står omkring i det sydfynske.

Se hele indslaget om Heitmann og lægehelikopteren.
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

Oversigt

    Oversigt