I det fynske folks tjeneste

Flytning af Miljøstyrelsen vil gøre ondt på miljøet

Rensning af forurenet jord kan blive forsinket, viser notat om risici ved flytning af Miljøstyrelsen.

Foto: Google Street View

Forsinket rensning af forurenet jord. En ekstraregning til virksomheder som arbejder sammen med Miljøstyrelsen. Forsinkelser af godkendelser af pesticider.

Et nyt notat har fundet 155 risikoområder ved at flytte Miljøstyrelsen fra København til Odense. Det skriver Altinget, der har set notatet.

Det er især medarbejderflugt i kølvandet på flytningen, der skaber store udfordringer.

Af de 155 risikoområder er otte markeret med en rød prik. Det betyder, at både konsekvensen og sandsynligheden er stor. 

Der er alvorlig risiko for, at udflytningen vil betyde et ringere miljø i Danmark fremover.

Claus Ekman, direktør, Det økologiske Råd.

Yderst kritisk

Thyge Nygaard fra Danmarks Naturfredningsforening har læst det 20 sider lange notat.

- Det er yderst kritisk. Man har fuldstændigt smadret en velfungerende styrelse. Det kan både komme til at gå ud over borgere, virksomheder, men også naturen og grundvandet, siger han til Altinget.

Det Økologiske Råd kalder notatet "dybt bekymrende læsning".

- Der er alvorlig risiko for, at udflytningen vil betyde et ringere miljø i Danmark fremover, og at det vil gå ud over vigtige områder inden for pesticider og hormonforstyrrende stoffer, siger direktør Claus Ekman til Altinget.

Læs også Miljøstyrelsen bombarderes med ansøgninger: 1.500 slås om 70 job

Udtryk for rettidig omhu

Miljøstyrelsen siger i en skriftlig kommentar til Altinget, at notatet er udtryk for "rettidig omhu".

Der er "i mange tilfælde tale om worst-case scenarier, som alene illustrerer en potentiel situation. Styrelsen arbejder målrettet på at forebygge disse scenarier - ikke mindst ved en omfattende og hurtig rekrutterings- og oplæringsindsats", skriver vicedirektør Lars Møller Christiansen.

Alternativet kalder den nyudpegede miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i samråd.

- Den bekymring, vi havde, da de valgte at udflytte så store klumper af dyb saglig indsigt fra Miljøstyrelsen, lader til at blive bekræftet, siger miljøordfører for Alternativet, Christian Poll, til Altinget.

Regeringen besluttede i januar, at Miljøstyrelsen skal flyttes. Det betyder, at 440 stillinger i løbet af 2018 skal flyttes fra København til Odense. 

Læs også Pollenallergi: Længere sæson og flere og værre symptomer