Flytning af ruin udskudt på ubestemt tid

Det trækker ud med at få flyttet den 600 år gamle og fredede ruin på Vilhelm Werners Plads ved Fisketorvet i Odense. Torsdag middag blev flytningen udsat på ubestemt tid.

- Flytningen af ruinen er desværre udsat på ubestemt tid.

Sådan lyder meldingen fra Fra Gade til by-projektet i Odense kort før middag torsdag.

Onsdag aften begyndte kranfolk at løfte den 200 ton tunge ruin for at sætte den på skinner, så den kunne flyttes.

Men så begyndte den gamle bygning at opføre sig på en måde, der ikke var forventet.

- Der opstod især usikkerhed omkring en af søjlerne, som understøtter hvælvingerne i kælderen på den tidligere købmandsgård, skriver Fra Gade til by-projektet i en pressemeddelelse.

Har arbejdet hele natten

Entreprenøren har arbejdet hele natten på at finde en løsning, men det står nu klart, at der er brug for yderligere afstivning inde i bygningen.

- Vi vil ikke flytte ruinen, før vi er helt sikre på, at den ikke kommer til skade, lyder det fra Fra Gade til by-projektet.

Når Fra Gade til by-projektet har et nyt tidspunkt for flytningen, melder de den ud på facebook.com/infoboksen og på fragadetilby.dk/ruincam.

 

 

Oversigt

    Oversigt