Flyvevåbnet hjalp politiet

Et mindre fly fra Flyvestation Skrydstrup overfløj onsdag middag området omkring Vester og Øster Skerninge hvor en 11-årig pige fredag blev udsat for overgreb.

Flyvevåbnet tilbød selv at overflyve området i håb om at finde den campingvogn eller skurvogn med noget orange på, som pigen havde set nær gerningsstedet.

Trods flere dages søgen, har politiet ikke fundet den.

- Men med et blik oppefra kan vi forhåbentlig få styr på de camping- eller skurvogne, der er i området, siger leder af efterforskningen, Henrik Justesen.

Laver ingen profil

Politiet er de seneste dage blevet mødt med undren over, at de ikke laver en profil på gerningsmanden.

- Det gør vi ikke, fordi vi så risikerer at låse os fast på et bestemt billede af den person, vi leder efter og overse den rigtige, siger Henrik Justesen.

Af samme grund har man ikke lavet en tegning, for eksempel af det tøj pigen har beskrevet at gerningsmanden bar.

- Hvis bare en farve, en syning eller et mønster er lidt forkert, risikere vi, at vidner ikke melder sig, fordi billedet ikke ligner det, de husker, siger Henrik Justesen.

Politiet får stadig ny henvendelser i sagen. Alene onsdag formiddag henvendte tre vidner sig med oplysninger, som nu indgår i efterforskningen.

Signalement af gerningsmanden

  • Mand, 45-50 år,
  • 175-180 cm høj,
  • lys i huden,
  • almindelig til kraftig af bygning,
  • iført sort jakke, muligvis en arbejdsjakke,
  • lyseblå cowboybukser med bælte,
  • sort hue
  • mørk halsedisse som dækkede underansigtet.
  • Manden talte dansk.
  • Han kørte i en ældre bordeauxrød personbil af ukendt mærke.

Pigen blev sat af skolebussen ved Brunsvej i Vester Skerninge kl. ca 14:20. Hun blev kort efter tvunget ind i mandens bil. Han kørte 5-9 minutter med hende før overgrebet - de sidste minutter af en skov- eller markvej. Bagefter satte hende af på Sømarksvej tæt på krydset Balvej/Ravnegårdsvej i Vester Skerninge.

Oplysninger fra offentligheden kan gives til telefon 114

Oversigt

    Oversigt