Verdensnyhed: Fodbold er medicin mod livsstilsygdomme

Danske træningskoncepter fra motionsfodbold er baggrunden for en stor international konference, der bliver afholdt på Syddansk Universitet den 25. og 26 januar.

"Football is Medicine" hedder den store internationale konference, der i weekenden bliver afholdt på Syddansk Universitet. Baggrunden er, at en lang række forskningsprojekter siden 2007 har klarlagt, at motionsfodbold er effektivt til forebyggelse og behandling af livsstilsygdomme.

Blandt andet bruges træningsøvelser fra det dansk udviklede Fodbold Fitness flere steder i verden nu til diabetespatienter, folk med forhøjet blodtryk og til rehabilitering efter behandling for prostatakræft og brystkræft.

- Der er i dag meget stor opmærksomhed om fodboldens særlige kvaliteter som motionsform. Det virker positivt på blodtryk, hjertesundhed, knogler, muskler, kondition, mental sundhed, motivation for træning og en række andre parametre. Derfor giver det god mening, at vi får samlet op på den seneste viden og får den udbredt både i Danmark og internationalt, siger professor Peter Krustrup fra Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet, der er hovedarrangør af den internationale konference.

 

 

Over tyve lande bruger fodbold

Konferencen får besøg af forskere, politikere og praktikere fra tyve lande, der i dag anvender motionsfodbold som medicin. Det er blandt andet amerikanske mænd fra Atlanta i USA, der træner efter danske principper, ligesom diabetespatienter fra Brasilien og hjertepatienter fra London, der alle bruger fodbold som medicin, kommer til Danmark.

 - Et godt eksempel på, hvordan den danske forskning og vores evidensbaserede fodboldkoncepter bruges i et globalt perspektiv, er, at det videnskabelige tidsskrift Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports nu udsender det nye "Football is Medicine" særnummer i Kina. Særnummeret indeholder hele otte videnskabelige artikler om fodbold og sundhed med store danske bidrag, oversat til kinesisk, fortæller Peter Krustrup.

Professor Peter Krustrup har tidligere bevist, at motionsfodbold har en positiv indvirkning på kvinder med forhøjet blodtryk. I et lodtrækningsforsøg fra 2017 deltog 31 kvinder på 35-50 år med mildt forhøjet blodtryk i et års fodboldtræning i en time to til tre gange om ugen, hvilket viste sig at være en effektiv "medicin".

Til konferencen på Syddansk Universitet den 25. og 26. januar indtager ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V), UEFA's vicepræsident Karl-Erik Nilsson og DBU-formand Jesper Møller blandt andet talerstolen.

 

Oversigt

    Oversigt