Fodboldhold samler penge ind: Spillers mor ramt af sclerose

U12 pigerne fra Otterup Bold- og Idrætsklub samlede søndag penge ind til forskning i sclerose. En af pigernes mor er nemlig blevet ramt af sygdommen.

Søndag morgen samledes U12 pigerne fra Otterup Bold- og Idrætsklub, selvom de lige havde spillet kamp lørdag. 

Fodboldholdets anfører, Thilde Nørregaard Bengtssons, har en mor, som lider af sclerose, og det var netop kampen for et bedre liv for sclerosepatienter, pigerne var mødt op for at samle ind til.

- Det er da dejligt, de vil hjælpe, siger Thilde Nørregaard Bengtssons, som selv skulle med ud i Otterups gade for at banke på døre.

Enkelte lukkede døre

Det mest af dagen havde pigerne held med sig, men de mødte også enkelte lukkede døre. 

- Når vi samler ind, er vi tilfredse med, hvad vi får til at hjælpe de syge. Men der er også Fjordens Dag ved Klinebjerg, så der er nok mange, der også tager ned til det, siger Ann-Sofie Møller, som spiller med på holdet.

I løbet af et par timer samlede U-12 pigerne 4.305 kroner og 50 øre ind til Scleroseforeningen.

- Det er gået over alle forventninger. Jeg er meget overrasket over, så venlige folk er. Det er ganske få, der ikke var hjemme, og nogen der ikke lige havde penge, men der var pigerne jo kvikke til at spørge efter MobilePay, siger deres træner, Jesper Nielsen, der har koordineret indsamlingen.

 

Oversigt

    Oversigt