Føl forsvundet: Frygter at hestetyve er på spil

Endnu en sag om muligt tyveri af et føl får hesteejere til at frygte, at organiserede hestetyve er på spil. Denne gang er det et føl fra Elmelund, der er forsvundet.

Torsdag den 15. juni få dage efter Det Fyns Dyrskue forsøgte udenlandske gerningsmænd at stjæle det to måneder gamle føl Elektra fra sin fold ved Hundstrup på Sydfyn. Heldigvis opdagede ejeren tyvene, inden tyveriet lykkedes, og de forsvandt.

Nu er et føl forsvundet fra sin mor. Denne gang fra et mark ved Elmelund vest for Odense.

- Jeg forstår ikke, at nogen kan være så modbydelige at fjerne et 2 1/2 måneder gammelt føl fra sin mor, skriver Christina Jylov Knudsen på Facebook.

Føllet er sidst set på folden klokken 8.30 mandag morgen, og klokken 13 opdagde Christina Jylov Knudsen at føllet var væk.

- Vi har ledt hele dagen uden held. Vi har også fået hjælp af en med de drone. Klokken 19 meldte jeg det til politiet, fortæller Christina Jylov Knudsen.

Tirsdag fortsætter de med at lede efter føllet.

Blev advaret på dyrskue

Ved Det Fynske Dyrskue i Odense blev udstillerne advaret om, at nogle personer viste særlig stor interesse for hestene og udstillernes adresser og tog ualmindeligt mange billederne af føllene.

Det har fået hesteavlere til at frygte, at der er organiserede udenlandske hestetyve på spil.

Det Fynske Dyrskue overvejer nu at ændre opslagene på næste års dyrskue, så udstillernes adresser ikke længere er offentligt tilgængelige.

Christina Jylov Knudsen var ikke på dyrskue i år, men da hun avler og sælger heste, ligger der fotos og beskrivelse af hendes heste på nettet og de sociale medier.

Hestene gik mandag i en indhegning, hvor der ikke er befærdede veje i nærheden. Så Christina Jylov Knudsen er derfor overbevist om, at føllet er stjålet af nogen, der er gået målrettet efter det.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
 

 

Oversigt

    Oversigt