Følg Oscar-prisuddelingen i Odense og Langeland biografer

Café Biografen i Odense og Bio Langeland i Rudkøbing åbner dørene for publikum, som gerne vil følge uddelingen af de eftertragtede filmstatuetter.

I samarbejde med Odense International Film Festival (OFF) forsøger Café Biografen sig for første gange med et Oscar-arrangement. 

Et arrangement som skal være anderledes end det, Nordisk Film biografer holder. Nordisk Film biografer har de seneste år været ene om at vise filmbranchens største prisuddeling. Og dét monopol vil Café biografen nu bryde.

- Hvorfor har vi ikke gjort det noget før? Det er så oplagt et arrangement, fortæller Frederik Teglgaard, eventmanager i Café Biografen, og uddybber:

- Odense Film Festival er en af de kulturelle flagskibe, og det var nærliggende at byde den odenseanske befolkning indenfor til noget filmnørderi.

OSCAR-indstilling

Café Biografen vil til arrangementet søndag 26. februar blandt andet byde på rød løber, tidligere Oscar-vindende kortfilm samt snacks og bobler

I dette års ræs efter de eftertragtede Oscar-statuetter er der også dansk islæt. Den danske 'Silent Night' er nemlig blandt de nominerede til at vinde prisen i kategorien 'Kortfilm'.

Hvis dette års arrangement bliver en succes, går Frederik Teglgaard allerede med planer for de kommende års Oscar-prisuddelinger.

- Hvis vi kan gøre det til en succes i år, er planerne for fremtiden at få eksempelvis instruktører til at komme og være en del af arrangementet, forklarer Frederik Teglgaard. 

Også hos Bio Langeland i Rudkøbing kan Oscar interesserede følge prisuddelingen på biografens store lærred. De begynder aftenens show med at vise den nominerede film 'Lion', inden der bliver stillet om til rød løber og quizzes.  

Oscar-arrangementerne begynder henholdsvis klokken 21 i Café Biografen i Odense og klokken 23 i Bio Langeland i Rudkøbing. Begge arrangementer varer hele natten. 

Hvis man hellere vil følge prisuddelingen hjemme fra sofaen kan man se de store stjerner holde deres takketaler på TV2, hvor Michéle Bellaiche som vært vil guide seerne gennem natten.

Oversigt

    Oversigt