I det fynske folks tjeneste

Før årets festival: Tinderbox gav også underskud i 2017

Egenkapitalen i selskabet bag Tinderbox er igen i minus med knap 32 millioner kroner. Det kan dog se frem til et tilskud fra Odense Kommune og amerikansk investor.

Brede smil og god stemning på Tinderbox 2017, men økonomisk var der ikke meget at grine af for arrangørerne. Foto: Morten Albek

Knap tre uger før Tinderbox-festivalen i Odense går i luften for fjerde gang, har selskabet afleveret et nyt underskuds-regnskab.

Tinderbox gav i 2017 et underskud på ti millioner kroner, fremgår det af det netop offentliggjorte regnskab hos selskabsstyrelsen.

Dermed er egenkapitalen igen i minus med 32 millioner kroner.

Et overskud på ni millioner kroner i 2016 havde ellers rettet lidt op på den negative formue.

Amerikaner har købt sig ind

Ejerkredsen består af festivalchef Brian Nielsen, Flemming Myllerup og Mads-Kristian Sørensen, men for nylig har amerikaneren Michael Du Bey via selskabet DID InvestCo LLC skudt et ukendt beløb i Down The Drain Holding, der både ejer Tinderbox og Northside-festivalen i Aarhus.

Brian Nielsen har tidligere oplyst til Politiken, at amerikaneren Michael Du Bey dermed ejer 40 procent af Down The Drain Holding.

Det er dog fortsat Brian Nielsen, der har bestemmende indflydelse i Down The Drain Holding, fremgår det af CVR’s ejerregister.

Kort inden Michael Du Bey, der også har skudt penge i øl-selskabet Mikkeller, kom med i ejerkredsen, trådte de tidligere tyske medejere FKP Scorpio ud af ejerkredsen.

Læs også Guns N' Roses-koncert: Politi sætter fokus på sikkerheden

Ifølge Tinderbox-regnskabet forventer ledelsen et positivt resultat i 2018.

Selskabets ejere har ifølge regnskabet afgivet en indeståelseserklæring om sikring af tilstrækkelig likviditet for det kommende regnskabsår.

- Med udgangspunkt heri samt det udarbejdede driftsbudget, vil der være et tilstrækkeligt kapitalberedskab de kommende 12 måneder, hedder det.

Millioner på vej fra kommunen

Revisionsselskabet PricewaterouseCooper har tilsyneladende fået mere styr på Tinderbox-folkenes regnskabsaflæggelse end BDO, der fratrådte som revisionsselskab i september 2016.

PricewaterhouseCooper har for første gang givet Tinderbox Entertainment, det der hedder en blank påtegning - altså uden forbehold og røde streger.

Odense Kommune støtter Tinderbox med 23,4 millioner kroner via en tilskuds- og en sponsorpakke.

I år har Tinderbox krav på tre millioner kroner i tilskud til udbetaling i november 2018.

Læs også Verdensstjerne gæstede lokalt friluftsbad: Vi opdagede det slet ikke