I det fynske folks tjeneste

Før Langelands-festivalen: Ejer puster nye millioner i populær begivenhed

Varmen satte sidste år sit præg på den populære festival, der fik 4,6 millioner i underskud. Siden 2006 har festivalen givet knap 24 millioner kroner i underskud.

Foto: Anders Høgh

På lørdag starter en uges Langelandsfestival.

Den er utrolig populær hos landets familier, men økonomisk er det en underskudsforretning.

Det viser det netop offentliggjorte regnskab fra festivalen sidste år.

Festivalen gav et underskud på 4,6 millioner kroner, og de sidste 12 år er nettoresultatet af over- og underskud et minus på sammenlagt knap 24 millioner kroner.

Varm sommer gav lav aktivitet

Ifølge ledelsesberetningen var 2018 festivalen en publikums-succes, men økonomisk var den ramt af den ekstremt varme sommer.

- Vejret viste sig fra sin hotte side med en af de varmeste somre nogensinde, og uge 30 var en af de varmeste overhovedet med op til 40 graders varme som vores gæster nød i fulde drag. Desværre for festivalen resulterede det i lav aktivitet på alle områder og dermed i lavere omsætning end forventet med deraf følgende dårligt drift. Men vores gæster tog alle hjem som gode ambassadører med skønne oplevelser og godt vejr i bagagen, og det ses tydeligt på billetsalget for 2019 festivalen, hedder det i ledelsesberetningen,

Læs også Langelandsfestivalen holder liv i byens butikker resten af året

Der er nu lagt en 3-års plan for festivalen med 2018 som første år.

- Det er med en masse nye spændende gæstevenlige tiltag for at få gæsterne til at opholde sig mere på pladsen og hygge sig, herunder bedre mad- og bar-oplevelser. Det skulle gerne resultere i et positivt driftsresultat senest i 2020 - så festivalens fremtid sikres som en af Danmarks største og mest spændende festivaler at besøge for alle vores gæster fra hele Danmark, hedder det.

Det er den fynske forretningsmand Allan K. Pedersen, der via sit moderselskab AKP Group, ejer Langelandsfestivalen.

Allan K. Pedersen er bedst kendt for sit mangeårige engagement i F. C. Nordjælland.

Han har efter 2018-underskuddet skudt yderligere fire millioner kroner i selskabet for at sikre en positiv egenkapital.

AKP Group er god for en egenkapital på 158 millioner kroner.