I det fynske folks tjeneste

Først på Fyn: Middelfart indgår budgetforlig

Foto: Middelfart Kommune

Som den første kommune på Fyn har politikerne i Middelfart indgået et forlig om budgettet for næste år.

Gode forhold på skolerne og et godt erhvervsklima er overskrifterne for budgettet i Middelfart Kommune for 2017.

LÆS HELE BUDGETTET HER

Ud over det er parterne enige om at afsætte 68 millioner kroner til anlæg om året. De penge skal blandt andet bruges til nye stier og renovering af skoler.

24 ud af 25 byrødder er med
Og endnu engang er det lykkedes for borgmester Steen Dahlstrøm at samle næsten alle partier om budgettet.

- Med 24 af 25 byrådsmedlemmer bag budgetforliget står et stort flertal i byrådet bag budgettet for 2017. Det signalerer, at byrådet står sammen om at skabe velfærd, udvikling og vækst i Middelfart Kommune, siger Steen Dahlstrøm.

Enighed om de store linjer
Venstres borgmesterkandidat, Regitze Tilma, mener, at det overordnet er et godt budget også selvom der også er mindre kameler, der skal sluges.

- Vi havde da gerne set, at vi fik afskaffet byggesagsgebyrerne og bragt ventelisterne på musikskolen ned, men overordnet er vi godt tilfredse, siger hun.

Flere tidsler end nelliker
Enhedslisten er som det eneste parti ikke med i budgettet.

- Vi synes, at der var flere tidsler end nelliker og derfor kunne vi ikke være med, siger Paw Nielsen fra Enhedslisten.

Han havde gerne set en styrket indsats i folkeskolen og en ændret økonomisk strategi.

- Vi kunne godt være gået med til, at vi som kommune er attrativ overfor erhvervslivet, men kun hvis vi også styrker den borgernære velfærd, siger han.

Ved du noget? Så send os et tip