Første forårsweekend bliver uden forårsvejr

Der bliver ikke meget forår over den første forårsweekend i 2018. Fredag falder der fortsat sne på det sydlige Fyn og temperaturerne er stadig under frysepunktet.

Selvom vi er gået ind i den første forårsmåned, og den første forårsweekend er lige om hjørnet, bliver det ikke forårsvejr i det fynske de kommende dage. Udfordringerne med sne og snefygning er nemlig langt fra overstået endnu, og mange fynboer må forberede sig på endnu flere vinterlige dage. 

Nogle steder på Fyn står man fredag morgen op til et nyt lag sne. 

Men set i forhold til de seneste dages "sibirske kulde", så bliver det alligevel en tak lunere. Sådan lyder det fra Dan Nilsvall, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) til Ritzau.

Thomas Bentsen, der er vagthavende ved Fyns Politi, fortæller, at der ingen trafikale problemer har været i løbet af torsdag aften og natten til fredag. Dog har patruljevognene, der har kørt på Sydfyn og på Langeland i løbet af natten, oplevet den faldende sne og fygning. 

- Man skal stadig køre afsted i god tid, når man fredag morgen skal på arbejde. Der ligger stadig meget sne derude og med snefygningen kan det stadig skabe nogle problemer, siger Thomas Bentsen til TV2/ Fyn fredag morgen. 

FynBus oplyser dog at alle busserne kører på Langeland fredag. 

Ifølge DMI vil fredagen byde på mest skyet vejr med sne eller snebyger de fleste steder på Fyn. Temperaturerne vil være mellem to og fire graders frost. 

Hvis man har bevæget sig uden for døren de seneste dage, ved man, at det har blæst en del. Denne vind skulle allerede fra fredag begynde at aftage og bliver i løbet af dagen til en let til frisk sydøstlig vind. 

Fredag er der stadig mange steder sneglatte veje i forbindelse med sne eller snebyger.

Lørdag vil det igen blive lidt mere varmt i temperaturerne. Dog kommer vi ikke op på de typiske forårsgrader i weekenden, som stadig vil bære præg af et par frostgrader. Men solen vil få mere og mere magt i den første forårsweekend. 

 

Oversigt

    Oversigt