Følgegruppe skal drøfte Storebælt-sikkerhed

Storebælt A/S har besluttet at nedlægge et såkaldt afværge-skib. Men den beslutning kan selskabet slet ikke træffe, siger politikere bag aftalen om Storebælt-forbindelsen.

Selskabet bag Storebælts-forbindelsen har hidtil betalt Søværnet for at bemande et såkaldt afværge-skib.

Afværge-skibet ligger klar i Slipshavn ved Nyborg, og kan døgnet rundt rykke ud, hvis et skib er på kollisionskurs med Storebæltsbroen.

Men nu mener A/S Storebælt, at risikoen er mindsket i takt med, at overvågningen fra land er blevet øget. Derfor har selskabet opsagt aftalen med Søværnet med virkning fra udgangen af marts måned.

Følge-gruppe er indkaldt

Men den beslutning kan A/S Storebælt slet ikke træffe, mener politikere i den såkaldte politiske følgegruppe, der blev nedsat, da beslutningen om den faste forbindelse over Storebælt i sin tid blev truffet.

- Afværgeskibet er en del af det sikkerhedsberedskab, der er beskrevet i aftalen om den faste forbindelse over Storebælt, og det kan A/S Storebælt ikke sådan selv beslutte at ændre, siger medlem af den politiske følgegruppe vedrørende Storebælt Poul Andersen, MF, Soc.dem.

Poul Andersen har derfor bedt Transportminister Hans Christian Schmidt, Venstre, om at indkalde følgegruppen til et møde om sagen. Mødet er fastlagt til 3. marts, oplyser Transportministeriet.

Oversigt

    Oversigt