Folkedans for unge på Fyn er et hit

Henover fire dage i oktober, danser unge mellem 16 og 30 år folkedans i Nørre Lyndelse. Antallet af unge deltagere er fordoblet i løbet af de 18 år, det er blevet afholdt.

Birkenstock sandaler og sneakers tramper fra side til side på Carl Nielsen Skolen i Nørre Lyndelse. 

Lidt atypisk fodtøj at danse folkedans med, men hos foreningen FOD (folkemusik og –dans), er både musikere og dansere hverken pensionister eller noget der minder om. I stedet består foreningen af dansere og folkemusikere, som er mellem 16 og 30 år. 

Et årligt stævne samler alle deltagere, og der er flere gode grunde til, at folkedansen er populær blandt deltagerne, mener formand i FOD, Sorø, Frederik Mensink: 

- Udover, at det er skide sjovt, så er der et helt specielt nærvær i den her måde at være sammen på, som jeg tror har en kæmpe værdi for mennesker. 

Flere unge folkedansere 

Den gamle dansetradition, der stammer helt tilbage fra 1800-tallet, findes i mange udgaver og kræver både øvelse, rytme og sammenhold. Men selvom tradtionen er gammel, synes 18-årige William Kjærwulff fra København, at det er fedt at danse, selvom man er ung.

- Jeg tror faktisk, det er ved at komme på mode igen. Jeg kender i hvert fald ikke nogle af mine venner, der synes, jeg er decideret mærkeligt. 

Siden Foreningen FOD havde sin begyndelse i 1999 er deltagerantallet næsten blevet fordoblet. 

Derfor fortsætter de også med at afholder et stævne årligt, hvor der i tre dage bliver danset i gruppespil, lavet workshops og øvet op til begivenhedens afsluttende show og bal. 

Weekendens dansestævne bliver afholdt på Carl Nielsen Skolen i Nørre Lyndelse, men lokationen er et nyt sted på Fyn fra år til år. 
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

Prisen for at deltage i det fire dages FOD stævne er 950-1.030 kroner. 

Oversigt

    Oversigt