Folkekirken tager på festival

Når Langelands-festivalen åbner igen til juli, bliver det med endnu et telt bag hegnet. I teltet kan man finde ro, "skriftestol" og måske lufte sine kærestesorger.

Folkekirken vil nemlig for første gang være til stede på Langelands-festivalen, der holdes fra søndag den 19. juli til lørdag den 26. juli 2015.

- Kirken skal være der, hvor folk er, og når der kommer 30.000 mennesker til Langeland i en uge, så bør folkekirken selvfølgelig være der for dem, siger sognepræst Annalise Bager, der står bag initiativet til et kirke-telt på festivalen.

Annalise Bager fra Longelse har allieret sig med nogle af de andre præster på Langeland og på Strynø om at passe kirketeltet, hvor der afholdes gudstjeneste eller andagt hver dag klokken 12.

Teltet indeholder også skriftestol, børnehjørne og afslapningshjørne.

- Vores telt skal være et telt med fred og ro. Nogle af festivalgæsterne har måske kærestesorger eller er kede af det af andre grunde, og der skal være tid til at tale med dem, siger Annalise Bager.

Festivalen hilser kirken velkommen

Festivalledelsen er positive over for de nye gæster på festivalen - og planerne om at indrette et kirketelt med sækkestole og et kirketårn bygget af paller.

Folkene bag festival-kirken er nu på udkig efter flere præster, der vil passe teltet, mens festivalen står på.

Oversigt

    Oversigt